Sitemap
English
Bookmark and Share

Industrisamfundet

I denne udstilling får du historien om Danmarks udvikling fra fattigt landbrugsland til industrielt velfærdssamfund. Historien bliver spændende fortalt med genstande, lyd, lys og levende billeder.  

Industrialismen

Industrialismen handler om de voldsomme forandringer, der har været fundamentet for Danmarks industrialisering og samtidig en konsekvens af den. Teknologien har udviklet sig med lynets hast, og manuelt arbejde er efterhånden blevet afløst af maskinkraft. Samtidig er produktionen blevet stadig mere organiseret, og jernbaner, telefoni og diverse standardiseringer er blevet skabt af og til industrisamfundet.

 

Fabrikkerne

Fabrikkerne tegner et billede af industrisamfundets arbejdsplads. Fabrikken var en ny bygningstype, hvor formen fulgte funktionen. Æstetikken kom i anden række. Maskinkraft og samlebånd befriede arbejderne for hårdt slid - til gengæld skulle de arbejde hurtigt og præcist. Arbejderne på fabrikken samlede sig i faglige organisationer, men mødtes også til uformelle øl- og kaffepauser.


Menneskene

Menneskene beskriver, hvordan industrialiseringen forandrede det enkelte menneskes daglige vaner, familieliv og livsforløb. Omkring 1900 skabte arbejdsløshed, lav løn og lange opslidende arbejdsdage elendige vilkår for mange. Senere har arbejderne fået tilkæmpet sig bedre løn, ferie og generelt bedre arbejds- og livsvilkår. Samtidig er kvinderne kommet på arbejdsmarkedet, og gamle familie- og kønsrollemønstre har forandret sig.


En ny verden

En ny verden skildrer den nye og anderledes verden, der mødte de mennesker, der rejste fra landet til byerne i jagten på arbejde og et bedre liv. Cykler, tog, aviser med seneste nyt, elektrisk lys, indlagt vand, wc, radio og biografer, var nogle af industribyernes moderne tilbud. Der var også store udfordringer, og mange sluttede sig sammen for at kæmpe for bedre livsvilkår og en demokratisering af samfundet.