Aktivbilletten
Med en AktivBillet får du en særlig museumsoplevelse!
Hvornår blev tiden normal? Hvornår blev margarine en del af hverdagen? Hvordan oplevede man hverdagen på de store arbejdspladser? Og hvilke historier gemmer der sig bag et reklameskilt?
Få adgang til mere information om hverdagen i industrisamfundet med hjælp af AktivBilletten. AktivBilletten udleveres gratis ved informationsskranken på museet, og den fungerer som en nøgle til de mange fortællinger rundt om i udstillingerne.
Nationalmuseet har produceret en række film, der fortæller forskellige historier om en række centrale genstande fra industrisamfundets hverdag.
Det store ur med teksten “Normaltidsur” fortæller om dengang jernbanerne fremtvang en fælles tidsregning for hele landet. Aræometeret er et instrument, som spillede en vigtig rolle i kampen mellem smør- og margarineproducenter i starten af 1900-tallet. Forklædet fra Tuborg danner optakten til en levende beretning om arbejdsliv og kammeratskab på et af de store bryggerier mens emaljeskiltet, der reklamerer for Stjernens Øl og Mineralvande, rummer interessante kunsthistoriske perspektiver.
Der er i alt publiceret 48 små film, som publikum kan studere når de har logget ind med den gratis AktivBillet, de får udleveret ved informationsskranken. Og fik de ikke set dem alle, kan de genses på Brede Værks særlige hjemmeside.
Væk fabrikken til live
I udstillingen Fabrikken kan du bruge din AktivBillet til at vælge, hvem du vil følge en dag på klædefabrikken. Din oplevelse af livet og arbejdet på fabrikken afhænger af, hvilken ’hovedperson’ du vælger.
Ved touchscreens i udstillingen kan du vælge imellem:
Spinderipigen Marie Lund – ’Jeg vil have et ordentligt arbejde’
Rueriarbejderen Niels ’Træsko’ Rasmussen – ’Man ved, hvad man har, men ikke, hvad man får’
Væveren Poul ’Pelikan’ Simonsen– ’Det er os, der laver arbejdet’
Direktøren – ’Det er nye tider’
Noppersken Inger Pedersen – ’Nu klarer jeg mig selv’
Vævemesteren Hr. Larsen ’Kragen’ – ’En mere moderne fabrik’
Prøv kræfter med fabriksarbejdet
AktivBilletten giver dig mulighed for prøve det hårde samlebåndsarbejde på egen krop. I udstillingen Maskinen kan familien, vennerne eller kollegaerne konkurrere om at producere kuglelejer til verdensmarkedet. Hvem kommer først – og med færrest fejl?









